Den himmelske dimension
Og med Katrine Gislinge ved tangenterne fik man ikke bare en suveræn tolkning i teknisk-virtuos forstand, men også åbnet porten til musikkens himmel, ganske enkelt fordi Gislinge er en beåndet pianist.
Atter var det et rent wienerklassisk program, Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester præsenterede publikum for ved en af de populære ”Forår med Fischer”-koncerter, der havde samlet næsten fuldt hus i Konservatoriets Musiksal på Frederiksberg.
Rækkefølgen var ikke strengt kronologisk, men til gengæld såre logisk.
Først fik vi en veloplagt udgave af Beethovens ”Leonore Ouverture nr. 3”, som han i 1806 havde komponeret til sin eneste opera, smertensbarnet ”Fidelio”. Dernæst blev tiden skruet tilbage til 1777, hvor Mozart skrev sin 9. klaverkoncert, den med tilnavnet ”Jeunehomme” efter den parisiske pianist, der i januar det år var på besøg i Salzburg og dermed blev udødeliggjort takket være Mozarts musik – navnet har sat sig fast, selvom hun i virkeligheden hed noget andet.
Dette værk regnes med god grund for den første store af de 27 klaverkoncerter, Mozart nåede at skrive i sit korte liv. De tre satser, den stort anlagte allegro, den inderlige andantino og den hvirvlende presto udgør en forunderlig helhed. Og med Katrine Gislinge ved tangenterne fik man ikke bare en suveræn tolkning i teknisk-virtuos forstand, men også åbnet porten til musikkens himmel, ganske enkelt fordi Gislinge er en beåndet pianist.